Tema Mandag #1 (Ensomhed)

Jeg har gået og tænkt lidt over hvilke emner der kunne være relevante at tage op her på bloggen, både for at få tabuerne lagt ned og et fokus på vi alle er mennesker og fordi at livet ikke bare er et glans billede. Jeg vil tage udgangspunkt i mig selv, mine tanker og følelser - dermed er det også sagt at det ikke nødvendigvis er det "rigtige" for alle andre, men måske det er det for nogle. Jeg vil være bund ærlig og håber det også kan lukke jer lidt ind i mit univers. Jeg har besluttet det bliver en ugenligt mandagsting at tage et emne op, håber i vil tage godt i mod det og kan bruge det.

Ensomhed som er denne mandags tema, er faktisk noget der fylder rigtig meget i mit liv på trods af jeg har en hverdag der er fyldt med kærlighed og mennesker omkring mig, så føler jeg mig ensom til tider. Jeg føler mig alene med mine tanker og alle de svære ting livet kan medbringe. Personligt mærker jeg det ofte med en tristhed - til tider med tårer - ofte kan jeg ikke rigtig finde rundt i hvad det lige er der bringer ensomheden frem, men tit er det når jeg er alene. Jeg kan godt få følelsen af at jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke, men samtidigt føler jeg ikke at der er nogen der forstår det - det bliver sådan lidt Palle alene i verden. Jeg ved jo godt at i virkeligheden er det ikke rigtigt at jeg ikke har nogen, men sådan har jeg det i momentet.

Nogle gange tænker jeg at jeg bidrager til min egen ensomhed fordi at jeg er en type person der syntes det er nemmere at beholde smilet på, end at lukke folk ind bag det. Jeg tror det kan spænde ben for at komme ud af ensomheden, men det er også en del af min personlighed som jeg har meget svært ved at ændre. Jeg vil helst at alle bare er glade, og det skal bestemt ikke være på min bekostning de ikke er. Eller sådan tænker jeg i hvert fald i mit hoved.

Som jeg har fortalt før så har jeg arbejdet en del som frivillig socialfagligrådgiver forskellige steder og et gennemgående fællestræk hos størstedelen af dem jeg har mødt på min vej og rådgivet har været at de følte en eller anden form for ensomhed, i større eller mindre grad - det syntes jeg er tankevækkende - her taler vi altså både enlige, store familie, folk i forelskelse osv. jeg syntes det er ærgerligt der ikke er mere fokus på det og jeg har selv kun kunnet genkende følelsen.

Når jeg får følelsen af ensomhed prøver jeg at tænke på mine dejlige børn, mine venner, min familie og alt den kærlighed der er omkring mig, men det er bare ikke altid at det får mig til at få det anderledes. Jeg ved egenligt ikke om jeg tror man kan komme af med følelsen eller om jeg mener at man skal det, for jeg tror det er en følelse der kan være lige så sund som kærlighed eller vrede. Men jeg gad godt at det virkede mere okay at snakke om og at jeg ikke personligt selv følte det var et tabu.

Jeg ved godt der findes forskellige former for ensomhed hvis man skulle blive teoretisk, men indlægget her er ikke ment som en lektion mere som en tankestrøm. Jeg håber måske et eller andet sted at det kan hjælpe nogle derude til at huske at man altid kan snakke med nogen, og at man ikke behøver blive i følelsen.

Jeg vil også godt understrege at jeg har et godt liv med mine tre rollinger, min familie og venner - men som sagt tidligere er livet ikke et glans billede og jeg syntes det er vigtigt at man kommer ud med alle livets aspekter.


Synes godt om

Kommentarer